Mosel
Stejle vinmarker og seværdige småbyer i et smukt slyngende landskab
Floden Mosel bugter sig afsted igennem landskabet i store zigzaggende kurver. På begge sider af floden rejser bakkerne sig stejlt og billedskønt, og kombinationen den bugtende flod og de stejle bakkeskråninger skaber et betagende, sammenhængende sceneri.
Hver en ledig centimeter af den dyrkbare jord på de solvendte bakker er tilplantet med vinranker. Mosel er i dén grad et vinområde, og vinen er uden tvivl et af trækplastrene i området.

Dramatiske borge og hyggelige vinbyer
Dertil kommer en perlerække af middelalderborge – eller borgruiner – som alle troner på toppen af bakkerne og vidner om, at Mosel har været et eftertragtet område at besidde i århundreder.
For foden af bakkerne, langs Mosels bredder, ligger stribevis af små, hyggelige vinlandsbyer. De gør sig til med velbevarede bindingsværkshuse, tillokkende vinbutikker og masser af spisesteder. Her er det oplagt at slå sig ned og nyde et måltid og et glas af de lokale druer.

Et populært feriemål
Mosel er et stensikkert hit for ferieglade turister. Derfor er der heller ikke noget at sige til, at tusindvis af turister hvert år besøger området langs floden.
Hvis du er til smuk natur, hyggelige landsbyer og velsmagende hvidvin, så bør du også sætte kursen mod det hyggelige ferieområde – bare du er indstillet på at dele herlighederne med alle de andre turister!

(Annonce)
Mere om Mosel

Hele vejen langs Mosel ligger den ene bedårende vinlandsby efter den anden. Stort set alle byer på vejen byder på en seværdig, historisk bykerne garneret med spisesteder og vinbutikker. Her er en håndfuld gode stop undervejs:
Beilstein
Et perfekt anrettet stykke Mosel-idyl i miniformat. Læs mere om Beilstein.
Bernkastel-Kues
Måske Moseldalens alleryndigste by med masser af bindingsværk. Læs mere om Bernkastel-Kues.
Cochem
Turistmagnet med det perfekte postkortmotiv. Læs mere om Cochem.
Traben-Trarbach
Et overraskende miks af småbystemning med store jugendstil-bevægelser. Læs mere om Traben-Trarbach.
Trier
Moseldalens hovedby mod syd med et væld af historiske monumenter. Læs mere om Trier.
Wolf
Typisk Mosel-landsby med en billedskøn klosterruin i baghaven. Læs mere om Wolf.
Mosels herligheder har været værdsat i hundredvis af år. Derfor er landskabet også velsignet med et væld af borge, som typisk knejser på toppen af bakkekammene, så magtens folk har kunnet holde øje med venner og fjender.
Nogle af borgene står tilbage som ruiner, imens andre er smukt bevarede – eksempelvis den ikoniske Burg Eltz, som vel nok et den mest kendte borg i området, selvom den ikke ligger helt ned til Mosel.
Her er fire bud på borge, som er værd at sætte kursen efter:
Burg Beilstein / Metternich

Borgen står ved Beilstein
Denne middelalderborgruin troner over byen Beilstein. Den blev formentlig opført allerede i 1100-tallet, og den var senest ejet af Metternich-slægten. Selvom borgen blev ødelagt i en krig i 1689, er store dele af bygningsværket bevaret. Blandt andet det 25 meter høje tårn midt i den indre gårdsplads. Herfra er der en fin udsigt over Moseldalen.
Grevenburg

Borgruinen står ved Traben-Trarbach
På et klippefremspring over Traben-Trarbach ligger ruinerne af borgen Grevenburg. Borgen blev opført i 1300-tallet og ødelagt i 1700-tallet. Fra ruinerne er der en smuk udsigt over dobbeltbyen Traben-Trarbach og det omkringliggende landskab. Vær forberedt på en stejl opstigning til borgruinen.
Burg Landshut

Burg Landshut troner over Bernkastel-Kues
Som kronen på et i forvejen smukt værk ligger ruinen af borgen Landshut hævet over Bernkastel-Kues’ bedårende gamle bydel. Borgen er opført i 1200-tallet, men der har muligvis været en borg på stedet helt tilbage til romertiden.
I sommermånederne kan du spise på en restaurant, som befinder sig inden for borgmurene.
Er du ikke helt træt i benene oven på vandreturen op til Landshut, kan du fortætte opturen helt op til den 415 meter høje bjergtop Olymp.
Reichsburg Cochem

Reichsburg Cochem er byens helt store trækplaster
Reichsburg Cochem er vel nok det mest kendte motiv fra Moseldalen. Den ikoniske borg ligger på et klippeplateau højt hævet over byen Cochem og er ridderborg for alle pengene.
Borgen blev oprindeligt opført i 1100-tallet med ødelagt i 1688. I 1868 blev borgen købt af en tysk rigmand og genopbygget i den fortryllende nygotiske stil, som i dag lokker tusindvis af turister til.
Naturen er allestedsnærværende i Mosel, og der er utallige muligheder for at komme ud på opdagelse.
Vandre
Der er et væld af forskellige vandreruter i området i alle sværhedsgrader. Nogle går igennem det kuperede terræn ved bakkede vinmarker og over de stejle klipper, imens andre følger floden uden de store højdekurver.
Vi vandrede nogle små, lokale ture i området omkring landsbyen Wolf. Den ene tur gik igennem vinmarkerne på den modsatte bred, imens den anden tur gik ud til den stemningsfulde klosterruin Wolferkloster, som bød på gode stigninger og en smuk udsigt.
Har du mod på den helt store tur, så kan du kaste dig ud på Moselsteig. Den 365 kilometer lange rute er fordelt på 24 etaper og tager dig igennem det meste af landskabet.
Cykle
Bakker og borgruiner er ikke de mest oplagte udflugtsmål, hvis du er på cykel. Til gengæld kan du cykle uden de store bakker hele vejen langs Mosel. Flere steder er gamle banestrækninger omdannet til cykelstier, og de mange hyggelige landsbyer undervejs er perfekte pausestop.
Sejle
Vil du opleve Mosel uden at buge de store kræfter, så er de mange turbåde langs floden værd at stige ombord på.
Druer

Der er masser af vin i Mosel
Lige siden romertiden har der været dyrket vin langs Mosel, og vinstokkene optager det meste af pladsen på de solbeskinnede bakker. Resultatet er en enorm vinproduktion – især af druesorten Riesling – og det er naturligvis muligt at smage på herlighederne. I de fleste landsbyer kan du kigge ind hos den lokale vinproducent og få en smagsprøve.
Mosel regnes for at være verdens største, sammenhængende Rieslingproducerende region, men det er også muligt at smage på andre druer i området. For eksempel Rivaner, Grauburgunder, Weissburgunder og Elbling.
Vin i maden
Vin er i øvrigt ikke kun noget, man drikker på disse kanter. Mange egnsretter er tilsat hvidvin. For eksempel den syrlige Riesling-suppe, en gang Riesling-gullasch og forskellige slags fisk i Riesling-sauce. Eller hvad med en Riesling-budding til dessert?
(Annonce)

Billeder fra Mosel










(Annonce)
Kort over Mosel
Byer langs Mosel

Bernkastel-Kues
Moseldalens mest populære vinlandsby.

Beilstein
Bedårende miniby med borgruin på toppen.

Traben-Trarbach
Jugendstil-by midt i Moseldalen.

Wolf
Klassisk Mosel-vinby uden de store armbevægelser.
(Annonce)
Ferieområder

Harzen
Skovklædte bakker og idylliske bindingsværksbyer

Saarsløjfen
Spektakulært naturlandskab ved floden Saar.

Teutoburger Wald
Skovklædte bakker, spektakulære klipper og seværdige byer

Weserbergland
Smukt bakkelandskab garneret med bindingsværksbyer
Ferieruter

Bindingsværksruten
Tag på rundtur til bedårende bindingsværksbyer

Eventyrruten
Spændende byer og gode eventyr går hånd i hånd

Gode stop langs A7
Tag et selvvalgt motorstop i en af disse billedskønne byer på din vej sydpå

Saltruten
Cykelferie langs den historiske salt-handelsvej
(Annonce)
Temaer

Bindingsværk
Tyskland er propfuld af kønne bindingsværksbyer

Gode stop langs A7
Tag et selvvalgt motorstop i en af disse billedskønne byer på din vej sydpå

Tyske øl
Tænk, at vand, gær, bygmalt og humle kan smage godt på så mange måder

Tysklands historie
Læs 10 nedslag i den begivenhedsrige tyske historie