Lutherstadt Eisleben
Begyndelsen og enden for Martin Luther
Eisleben rimer i dén grad på Martin Luther. Den verdensberømte 1500-talsreformator blev nemlig både født i den østtyske by, ligesom han endte sine dage her.
Derfor er det ikke nogen overraskelse, at Luther fylder meget både i bybilledet, i turistbrochurerne og sågar i byens navn, som i 1946 officielt blev ændret til ”Lutherstadt Eisleben”.
Luther-fans har mulighed for at komme helt tæt på den berømte mand, da både fødehjemmet og dødsboligen er omdannet til museer.
Torvehygge og gydegang
Det hele er dog ikke lutter Luther i byen. Fjerner man fokus fra det berømte bysbarn, så er Lutherstadt Eisleben såmænd stadig et fint bekendtskab, som sagtens fortjener en overnatning eller i hvert fald et pausestop på din ferie.
Et godt fikspunkt er det rektangulære torv, der er omgivet af statelige bygninger – med det hvidkalkede gotiske 1500-talsrådhus som prikken over i’et. Fra torvet skyder flere mindre gader og gyder med velbevarede huse i flere retninger.
Sigt for eksempel mod sydøst og kirken St. Petri, der er omgivet af hyggelige smågader eller sæt kursen nordpå mod bydel Nikolaivorstadt og kirken St. Nicolai. Gå heller ikke glip af byens hovedkirke, St. Andreas, der ligger lige bag rådhuset.
Fakta om Eisleben
Indbyggere: 23.000
Delstat: Sachsen-Anhalt
Afstand fra Danmark (Padborg): 510 km
Togstation: Ja
Oplev: #Martin Luther-by, #Historisk bymidte
Mere om Lutherstadt Eisleben
Kirker
Der er tre middelalderkirker i Lutherstadt Eisleben, som er værd at kigge nærmere på:
St. Andreas (billedet ovenover)
Byens største kirke ligger på et bakkedrag bag torvet. Den er opført i slutningen af 1100-tallet og spillede en vigtig rolle i tiden omkring Reformationen. Her blev kirken i en periode både benyttet af den katolske og protestantiske menighed. Katolikkerne brugte kirken om formiddagen, og protestanterne havde råderet over kirken om eftermiddagen.
Det var Martin Luther, der fik forhandlet aftalen på plads. Luther holdt i øvrigt også sit livs fire sidste prædikener i St. Andreas.
St. Petri
Lige bag Luthers fødehjem ligger den gotiske kirke St. Petri, som har rødder tilbage til 1300-tallet.
St. Nikolai
I bydelen Nikolaivorstadt ligger endnu en gammel kirke. St. Nikolai, som også kan dateres tilbage til slutningen af 1300-tallet.
Luther-museer
Er du interesseret i Martin Luther, så er Lutherstadt Eisleben en rette by at besøge. Både Luthers fødehjem (billeder ovenover) og dødshjem er lavet om til museer. På Andreaskirchplatz 7 ligger huset, hvor Luther boede – og døde, som nu er Museum Luthers Sterbenhaus. Her kan man blive klogere på reformatorens sidste dage.
I Lutherstrasse 15 ligger Luthers fødehjem, hvor Luther blev født i 1489. Luthers Huset blev ødelagt under en brand i 1689, men blev derefter genopbygget og allerede på det tidspunkt erklæret for et mindesmonument for Luther. Bag huset ligger en lille, åben have, man kan kigge ind i, selvom man ikke ønsker at besøge museet.
Museet Luthers Geburtshaus fordeler sig både på fødehjemmet, i nabohuset og i en moderne museumstilbygning.
Saale-Unstrut
Det skønne naturområde Saale-Unstrut ligger blot 45 kilometer syd for Eisleben. Her er masser af vandrestier i smuk natur og gode muligheder for at smage på den lokale vin. Læs mere om Saale-Unstrut.
Blankenburg
70 kilometer nordpå ligger den lille by Blankenburg og lokker med bindingsværk og et flot slot med udsigt. Læs mere om Blankenburg.
Leipzig
75 kilometer østpå ligger storbyen Leipzig og byder på messer og masser af historie. Læs mere om Leipzig.
Naumburg
60 kilometer sydpå ligger Naumburg. Byen er især kendt for sin imponerende katedral, der blev påbegyndt i 1028. Læs mere om Naumburg.
Quedlinburg
Quedlinburg ligger 60 kilometer nordpå og er et af de absolutte højdepunkter ved en ferie i Harzen. Læs mere om Quedlinburg.
Stolberg
Denne lille by i det sydlige Harzen – 57 kilometer fra Eisleben – putter sig imellem skovklædte bakker og rimer på ren idyl. Her er hyggelige gader, smukke huse og en borg med udsigt ud over det hele. Læs mere Stolberg.
Spisesteder
Det er en del spisesteder rundt omkring i byen – især på torvet og i Sangerhäuserstrasse omkring springvandet Knappenbrunnen. Find et spisested hos Tripadvisor.
Overnatning
Selvom Lutherstadt Eisleben ikke er ret stor, så er der en del overnatningssteder. Få evt. et overblik over mulighederne på bookingportaler som Booking.com, Tripadvisor eller AirBnB.
Rabat hos Happy Days
Lige nu kan du spare penge på overnatning i Harzen hos vores samarbejdspartner Happy Days. Læs mere her.
Billeder fra Lutherstadt Eisleben
Kort over Lutherstadt Eisleben
Byer i nærheden
Leipzig
Historisk handelsby med dominerende DDR-fortid
Naumburg
Vin og verdensarv i domkirkebyen Naumburg
Quedlinburg
Et af de absolutte højdepunkter ved en ferie i Harzen.
Stolberg
Stemningsfuld miniby i grønne omgivelser
(Annonce)
Harzen
Skovklædte bakker og idylliske bindingsværksbyer
Mosel
Vin, natur, borge og hyggelige landsbyer
Teutoburger Wald og Lippe
Skovklædte bakker, spektakulære klipper og seværdige byer
Weserbergland
Smukt bakkelandskab garneret med bindingsværksbyer
Bindingsværksruten
Tag på rundtur til bedårende bindingsværksbyer
Eventyrruten
Spændende byer og gode eventyr går hånd i hånd
Gode stop langs A7
Tag et selvvalgt motorstop i en af disse billedskønne byer på din vej sydpå
Romantische Strasse
29 by-perler på en 460 kilometer lang asfalteret snor gennem det bayerske landskab
(Annonce)
Bindingsværk
Tyskland er propfuld af kønne bindingsværksbyer
Runde landsbyer
Oplev en perlerække af velbevarede runde landsbyer i Niedersachsen
Tyske øl
Tænk, at vand, gær, bygmalt og humle kan smage godt på så mange måder
Tysklands historie
Læs 10 nedslag i den begivenhedsrige tyske historie