Harzen
Skovklædte bakker. Brusende floder. Idylliske byer. Velkommen til Harzen!
Harzen er kort sagt et perfekt sted at holde ferie. Området er indhyllet i smuk natur med bakker, klipper og floder. Og imellem alt det grønne ligger små hyggelige landsbyer, ældgamle bindingsværksbyer og imponerende middelalderborge.
Hele herligheden ligger kun cirka fire timers kørsel fra den dansk-tyske grænse, så det er ikke så underligt, at Harzen er så populær blandt danskerne.
Vi har selv besøgt Harzen en håndfuld gange efterhånden, og vi er slet ikke færdige med området! For hvert besøg dukker der nye oplevelser op samtidig med, at stensikre hits som Goslar, Bodetal og Quedlinburg jo er gaver, der bare bliver ved med at give.
Kold krig skabte smuk natur
Indtil murens fald delte grænsen mellem Øst- og Vesttyskland Harzen i to. Men i dag er der ingen grænser for, hvor meget af området, du vil udforske – ja selv det gamle grænseområde er blevet en attraktion i form af en stemningsfuld vandrerute gennem nyere historie.
Her kan du følge den gamle grænsestrækning, hvor naturen fik lov til at passe sig selv og i dag fremstår smuk og mangeartet. Samtidig vidner de gamle pigtrådshegn, betonveje og vagttårne om den dystre historiske baggrund for naturens frie spil.
Betagende byer og spektakulære slotte
Naturen er et stort trækplaster i Harzen. For set med danske øjne er de stejle klipper og de skovklædte bjerge jo ganske eksotiske.
Men Harzen rimer i dén grad også på kultur og historie. For området har været et vigtigt omdrejningspunkt i tysk historie helt tilbage til det tysk-romerske rige, og fortiden er stadig meget synlig i Harzen.
Byer som Harzen og Quedlinburg er historiske klenodier i verdensarvs-klassen, og rundt omkring i landskabet troner massive middelalderborge som håndfaste vidner om fortidens storhed.
Alt i alt er der kun gode grunde til at pakke tasken og sætte feriekursen mod Harzen. For området har det hele – måske lige bortset fra idylliske badestrande. Men dem kan du nok finde et andet sted…
Mere om Harzen
Brocken
Med sine 1142 meter er Brocken det højeste punkt i Harzen. Biler har ingen adgang heroppe, men det er muligt at vandre til toppen ad forskellige stier – for eksempel en godt kilometer lang rute fra byen Schierke og en tur på over 10 kilometer fra byen Ilsenburg.
Er man lidt mere mageligt anlagt – og er man klar til at finde den halvstore pung frem, så kan man tage toget “Brockenbahn” fra Schierke.
Bodetal
Bodetal byder på stejle klippeskrænter, frodig skov og idylliske blikke til floden Bode. Især omkring landsbyen Treseburg tager hele herligheden sig virkelig godt ud. Den populære vandrerute “Harzer-Hexen-Stieg” passerer igennem dalen.
Rosstrappe
Den godt 400 meter høje klippe “Rosstrappe” giver et spektakulært blik ud over Bodetal. Der ligger en parkeringsplads tæt på udsigtspunktet. Derudover er det muligt at komme til Rosstrappe med en lift fra byen Thale.
Vandring langs jerntæppet
Du kan komme helt tæt på den nyere tyske historie med en gåtur langs den gamle grænse mellem Øst- og Vesttyskland, der også delte Harzen op i to. Cirka 90 kilometer af den knap 1400 kilometer gamle grænse går i Harzen.
På ruten kan man stadig se rester af betonveje, hegn og vagttårne, især omkring Sorge. Der er også et grænsemuseum helt sydpå ved Bad Sascha.
Vandrestier ved Ilsenburg
Den hyggelige by, Ilsenburg, er et godt udgangspunkt, hvis du vil ud at vandre. Herfra går der flere gode vandreruter. Du kan for eksempel gå hele vejen til toppen af Brocken ad den 10,5 kilometer lange Heinrich Heine Weg.
Der er dog også kortere strækninger, som også byder på både højder og gode udsigter. Du kan for eksempel vandre op til klippen Ilsestein, som ligger i knap 500 meters højde, eller bestige den noget lavere Bäumlersklippe.
Er du mere til fladt terræn, så kan du følge floden Ilse ad hyggelige skovstier.
Blankenburg
I den nordøstlige del af Harzen ligger den lille seværdige by Blankenburg. Byen har smalle brostensbelagte gader med bindingsværkshuse, som fører op mod byens markedsplads og kirke. Hævet over byen ligger borgen Blankenburg. Læs mere om Blankenburg.
Clausthal-Zellerfeld
Oppe i bjergene ligger dobbeltbyen Clausthal-Zellerfeld. Byen er ikke så “pussenusset” som andre Harzen-byer, men den er alligevel interessant – om ikke andet, hvis man trænger til lidt afveksling fra al bindingsværkeriet.
De fleste af husene i dobbeltbyen er udelukkende opført i træ, der ofte er malet i friske farver. Midt i bydelen Clausthal står den enorme trækirke “zum Heiligen Geist”. Den er intet mindre end Tysklands største trækirke.
Goslar
Byen Goslar er noget ganske særligt. Den ældgamle by ligger i den nordvestlige udkant af Harzen og har en fortryllende gammel bydel garneret med smukke kirker, pladser og monumenter. Goslar bør være et obligatorisk stop, hvis du holder ferie i Harzen. Læs mere om Goslar.
Ilsenburg
Den lille by Ilsenburg ligger ved foden af bjergene og er et oplagt udgangspunkt, hvis du vil vandre. Du kan for eksempel følge Heinrich Heine Weg hele vejen op til Brocken.
Samtidig er byen i sig selv et fint bekendtskab med sin skønne blanding af træhuse og bindingsværk tilsat den brusende flod, Ilse, som løber igennem byen. Andre seværdige byer som Wernigerode, Osterwieck og Goslar ligger også lige i nærheden. Læs mere om Ilsenburg.
Osterwieck
Osterwieck melder sig klar til at tage kampen op mod byer som Goslar, Wernigerode og Quedlinburg, når det kommer til gamle bindingsværkshuse i centrum. Men hvor førnævnte byer for længst er blevet indtaget af turisterne, er Osterwieck stadig herligt uopdaget.
Det skyldes blandt andet, at en del af de mange mange bindingsværkshuse stadig er i en lidt sørgelig forfatning trods et massivt restaurationsarbejde. Kan du bære over med, at en del af bybilledet er lidt slidt i kanterne, så er Osterwieck dog helt bestemt et besøg værd. Læs mere om Osterwieck.
Quedlinburg
Quedlinburg ligger i den nordøstlige udkant af Harzen og byder på over 2000 velbevarede bindingsværkshuse foruden en imponerende borg og kirke, der troner over byen.
Byen er en af de absolut mest seværdige i Harzen, og du må ikke snyde dig selv for et visit, hvis du holder ferie på disse kanter! Læs mere om Quedlinburg.
Stolberg
Denne lille by i det sydlige Harzen putter sig imellem skovklædte bakker. Det er en idyllisk oplevelse at vandre igennem de hyggelige gader og beundre de velholdte historiske huse.
Over byen ligger en gammel borg, hvor der er en skøn udsigt. Læs mere Stolberg.
Wernigerode
Wernigerode er en helstøbt bindingsværksby, der er godt gearet til turister. I centrum står det imponerende rådhus fra 1400-tallet med skiferklædte tårne og krummelurer.
Over byen troner middelalderslottet Schloss Wernigerode. Læs mere om Wernigerode.
Falkenstein
Burg Falkenstein er en ældgammel borg, hvis historie går helt tilbage til 1100-tallet. Den ligger dramatisk placereret på en 134 meter høj bakke i dalen Selketal.
I dag er den gamle forsvarsborg omdannet til museum, hvor du blandt andet kan blive klogere borgens dramatiske historie.
Kaiserpfalz, Goslar
Det kejserlige palads, Kaiserpfalz ligger i Goslar og er opført for næsten 1000 år siden. Dengang var Goslar en af de vigtigste byer i det tysk-romerske rige, og derfor blev der altså placeret et imponerende palads i byen.
Paladset blev opført i år 1025, og det blev den tysk-romerske kejser Henrik III’s foretrukne residens. Kejserens efterfølger, Henrik IV blev født her.
I dag er paladset indrettet til museum, og der bliver holdt vielser her.
Schloss Herzberg
Det over 900 år gamle Schloss Herzberg i byen af samme navn ligger smukt placeret over byen.
Slottets nuværende renæssanceudseende stammer fra 1500-tallet. I dag er slottet indrettet som museum.
Schloss Stolberg
Schloss Stolberg ligger en kort opstigning fra byen af samme navn. Slottet stammer formentlig helt tilbage fra omkring år 1100, og det har i det seneste år gennemgået en omfattende renovering.
Fra udsigtsterrassen er der et godt kig ud over Stolberg og det omkringliggende landskab.
Schloss Wernigerode
Højt over byen Wernigerode ligger Schloss Wernigerode. Slottets historie går tilbage til 1100-tallet og fremstår i dag i barok-klæder efter en ombygning i slutningen af 1600-tallet.
Du kan sagtens tage turen op til slottet til fods, men vil du spare lidt på kræfterne, så kører et lille turisttog nede fra byen.
Schloss Blankenburg
Slottet troner majestætisk over byen på toppen af den 300 meter høje klippe, Blankenstein. Her har det tronet siden 1123, hvor de første bygninger blev opført.
Det er muligt at bestige klippen Blankenstein og kigge ind i den indre gård ved slottet. Vil du helt ind, kan det kun ske via guidede ture.
Overnatning i Harzen
Harzen er en populær feriedestination året rundt, så der er bestemt ikke mangel på overnatningsmuligheder. Der er masser af hoteller i byerne og også ude i naturen. Det samme gælder private overnatningssteder og feriecentre.
Rabat hos Happy Days
Lige nu kan du spare penge på overnatning i Harzen hos vores samarbejdspartner Happy Days. Læs mere her.
Spisesteder i Harzen
Du skal aldrig køre langt for at få fingrende i en schnitzel eller en bratwurst og en stor fadøl. Der er et utal af spisesteder i Harzen – også i det helt små byer og landsbyer.
Harz – officiel turistinformation på dansk
Rejselandet Tyskland – info om Harzen
FDM – info om kør-selv-ferie til Harzen
Nordombord – rejseblog med tips til Harzen
Billeder fra Harzen
Kort over Harzen
Blankenburg
Harzen-hit med bindingsværk, brosten og slot
Goslar
Ældgammel mineby i Harzen
Ilsenburg
Harzen-by omgivet af natur
Lutherstadt Eisleben
Martin Luthers hyggelige fødeby
Osterwieck
Historiemættet bindingsværksby på kanten af Harzen
Quedlinburg
Et af de absolutte højdepunkter ved en ferie i Harzen.
Stolberg
Stemningsfuld miniby i grønne omgivelser
Wernigerode
Klassisk bindingsværksidyl a la Harzen
(Annonce)
Saale-Unstrut
Smukke dale og floder med hyggelige byer og masser af vinmarker.
Saarsløjfen
Spektakulært naturlandskab ved floden Saar.
Teutoburger Wald og Lippe
Skovklædte bakker, spektakulære klipper og seværdige byer
Weserbergland
Smukt bakkelandskab garneret med bindingsværksbyer
Bindingsværksruten
Tag på rundtur til bedårende bindingsværksbyer
Eventyrruten
Spændende byer og gode eventyr går hånd i hånd
Gode stop langs A7
Tag et selvvalgt motorstop i en af disse billedskønne byer på din vej sydpå
Saltruten
Cykelferie langs den historiske salt-handelsvej
(Annonce)
Bindingsværk
Tyskland er propfuld af kønne bindingsværksbyer
Gode stop langs A7
Tag et selvvalgt motorstop i en af disse billedskønne byer på din vej sydpå
Tyske øl
Tænk, at vand, gær, bygmalt og humle kan smage godt på så mange måder
Tysklands historie
Læs 10 nedslag i den begivenhedsrige tyske historie