Salzwedel
Halvglemt hansestad på den gamle saltrute
Imponerende gotiske teglstenskirker. Tjek.
Skønne bindingsværkshuse i snoede, brostensbelagte stræder. Tjek.
Lidt borgruin, et par byporte og en delvist bevaret bymur. Tjek.
Lokal kagespecialitet. Tjek.
Salzwedel har sådan set alle ingredienserne til at blive lidt af en turistmagnet. Men efter et behageligt sommerophold i byen, må vi mærkeligt nok konstatere, at det er så som så med turismen. Ofte følte vi os faktisk som de eneste opdagelsesrejsende i den historiske bykerne.
Det kan man godt undre sig lidt over. Men en af forklaringerne kunne måske være, at en del af de historiske bygninger godt kunne trænge til en kærlig hånd. Men kan man bære over med lidt slitage i kanterne, så er der virkelig masser at komme efter i Salzwedel. Skynd dig at besøge byen, før omverdenen får øje på den!
Teglstenskirker og bindingsværk
Salzwedel opstod omkring 1100-tallet som et vigtigt stop og vadested på den gamle saltrute mellem Lüneburg og Magdeburg. (Deraf navnet: salz betyder salt og wedel betyder vadested.)
Fra 1263-1518 blomstrede byen som medlem af det magtfulde Hanseforbund, og byen var især kendt for sin fremstilling af tøj og klæder.
Det var også i denne periode, de smukke teglstenskirker blev opført, som stadig står som imponerende pejlemærker i den gamle bydel. Mellem de store kirker løber et virvar af krogede smågader og stræder beklædt med hundredvis af historiske bindingsværkshuse.
Hele herligheden udgør tilsammen en helstøbt, historisk bykerne, som på mange måder kan måle sig med mere populære tyske middelalderbyer – bare i en lidt mere rustik udgave.
PS: Har du en sød tand, så husk at sætte tænderne i den lokale kage-delikatesse, baumkuchen.
(Annonce)
Fakta om Salzwedel
Indbyggere: 23.000
Delstat: Sachsen-Anhalt
Afstand fra Danmark (Padborg): 305 km
Togstation: Ja
Oplev: #Historisk bymidte, #Hansestad, #Baumkuchen
Seværdigheder i Salzwedel
Rundtur i Altstadt
Salzwedels gamle bykerne består af to dele: Altstadt og Neustadt. I Altstadt ligger de fleste kirker samt det gamle og nuværende rådhus.
Gå en tur rundt i gader som Salzstrasse, Radestrasse, An der Lorenzkirche og Grosse og Kleine Predigerstrasse og indsnus stemningen blandt de mange bindingsværkshuse. De fleste huse er efterhånden restaureret, men der er enkelte huller i idyllen hist og her.
Store dele af byens gamle forsvarsanlæg er bevaret. Her er nogle højdepunkter:
Burgturm
I den lille grønne park, Burggarten, står tårnet Burgturm som eneste rest fra 900-tallets borg. I parken er der også et mindesmonument for 1. Verdenskrig.
Neuperver Tor
Denne byport er fra 1470, og var den del af byens forsvarsmur.
Steintor
Byporten er fra 1530 og var også en del af byens forsvarsmur.
Der ligger hele fem historiske kirker i centrum af Salzwedel:
Marienkirche
Denne enorme gotiske teglstenskirke tager titlen som byens største. Den er opført i 1200-tallet og udvidet til en femskibet basilika i løbet af 1300-tallet. Tårnet rager 80 meter i vejret.
Mönchskirche
Kirken er opført i midten af 1200-tallet af franciskanermunkene. I dag fungerer kirken som koncertsal og udstillingssted, imens de tilhørende klosterbygninger huser byens rådhus.
Lorenzkirche
Den lille billedskønne Lorenzkirche putter sig på en lille plads omgivet af gamle huse. Det er uvist, præcis hvornår kirken er opført, men et kvalificeret bud skulle være i midten af 1200-tallet. Med tiden mistede kirken sin betydning, og den blev i 1600-tallet brugt som saltlager. Senere blev kirkens to sideskibe revet ned, så bygningen i dag fremstår ret smal.
I dag huser kirken den katolske menighed. Lorenzkirche er i øvrigt et af stoppene på ferieruten Strasse der Romanik, som viser rundt til romanske bygningsværker i hele delstaten Sachsen-Anhalt.
Katharinenkirche
I bydelen Neustadt ligger endnu en imponerende gotisk kirke i form af Katharinenkirche fra slutningen af 1200-tallet. Det tonstunge bygningsværk er med tiden sunket en del sammen, og det medførte, at kirken måtte lukke i 1960erne. Efter er større renoveringsarbejde åbnede kirken igen i 1975.
Jugendkirche
Jugendkirche
Lige uden for bymurene står den lille Jugendkirche, som tidligere var en del af byens middelalderhospital, og som blev anvendt som pilgrimskirke. Den lille gotiske perle er opført i 1400-tallet
Kirken er opført i midten af 1200-tallet af franciskanermunkene. I dag fungerer kirken som koncertsal og udstillingssted, imens de tilhørende klosterbygninger huser byens rådhus.
Museer
Johann Fridrich Danneil-museet
I den tidligere ærkediakon-bolig lige ved siden af Marienkirche ligger det lokale bymuseum. Det er opkaldt efter Johann Fridrich Danneil, som var en lokal historiker og lærer, der tog initiativ til opførelsen af museet.
Jenny Marx Haus
I Jenny Marx Strasse ligger Jenny Marx’ fødehjem, som er omdannet til museum. Hun hed Jenny von Westphalen, indtil hun blev gift med den berømte tyske tænker Karl Marx. Hun var selv en aktiv politisk kommentator, ligesom hun var en anerkendt teaterkritiker.
Rundtur i Neustadt
Trods navnet er Neustadt ikke videre ny. Bydelen opstod i midten af 1200-tallet. Alligevel er det som om, gadenettet er lidt mere vinkelret i Neustadt end i Altstadt.
Der ligger utallige bindingsværkshuse i bydelen, ligesom du kan bestige det gamle rådhustårn, hvis du vil have det store overblik. Læg også mærke til den gamle latinskole, som ligger ved den imponerende Katharinenkirche.
Der er lidt rådhusforvirring i Salzwedel, da der egentlig er tre forskellige historiske bygningsværker i centrum, som har fungeret som rådhus.
Det oprindelige rådhus
Tæt ved Marienkirche ligger et stort 1500-talsbyggeri, som oprindeligt fungerede som byens rådhus. I dag holder byretten til i bygningerne.
Det nuværende rådhus
I dag holder byens rådhus til i klosterbygningerne ved siden af Mönchskirche.
Neustadts rådhus – med udsigtstårn
Byens tredje rådhusbygning står på Rathausturmplatz. Her lå bydelen Neustadts rådhus. I dag står tårnet tilbage, hvor byens turistinformation holder til. Det er muligt at bestige tårnet og få en fornem udsigt over Salzwedel og omegn.
Salzwedel Zoo
I Park des Friedens ligger det lille, hyggelige Salzwedel Zoo. Her kan du hilse på blandt andet æsler, grise, vildsvin, lamaer og forskellige fugle. Der er gratis entré.
(Annonce)
Mere om Salzwedel
Baumkuchen
Et ophold i Salzwedel er ikke komplet, uden at du har prøvet den lokale kage-delikatesse, Baumkuchen. Selvom kagens oprindelse ikke er 100 procent sikker, så lader Salzwedel ikke selv til at være i tvivl: kagen kommer fra Baumkuchenstadt Salzwedel!
Kagens fremstilling er speciel. Dejen bliver langsomt bagt over åben ild på et roterende spyd. Hver gang dejen er færdigbrunet, kommer et nyt lag dej på. På den måde opstår et tæt og aflangt bagværk, som i sin form godt kan ligne et træ (deraf navnet: baum betyder træ). Samtidig kan man se de mange bagte lag som en slags årringe i et træ, når man skærer i kagen.
I Altstadt ligger der flere bagerier, som sælger de særlige kager. For eksempel Café Kruse (billedet ovenfor) i Holzmarktstrasse og Erste Salzwedeler Baumkuchenfabrik i Burgstrasse.
Grønne åndehuller
Rundt om Salzwedel ligger der flere grønne områder. Der er stier og træer i forbindelse med de bevarede dele af bymuren, og omkring Steintor ligger der en park. Derudover ligger den større park, Park des Friedens lige syd for Altstadt. Her kan du blandt andet besøge en lille zoologisk have.
Spisesteder
Salzwedel er ikke specielt gearet til turister, men der er naturligvis spisesteder i en by med over 20.000 indbyggere. Se mere hos Tripadvisor.
Overnatning
Der findes forskellige muligheder, hvis du vil overnatte i byen. Vi sov i en ok ferielejlighed i midtbyen, men der er også hoteller. Du kan søge efter overnatning på bookingportaler som Booking.com, Tripadvisor eller Airbnb. Husk, at overnatningsstedet tjener bedst, hvis du booker direkte hos dem.
Rabat hos Happy Days
Vi samarbejder desuden med rejsebureauet Happy Days. Det betyder, at vi kan tilbyde rabat på udvalgte tyske hoteller, hvis du bestiller via dette link.
Braunschweig
Denne historiske hovedstadsby ligger 95 kilometer sydpå. Læs mere om Braunschweig.
Celle
Knap 94 kilometer sydvestpå ligger byen Celle. Her ligger over 400 restaurerede bindingsværkshus side om side i den charmerende gamle bydel. Læs mere om Celle.
Gifhorn
65 kilometer vestpå ligger møllebyen Gifhorn. Her kan du blandt andet opleve 13 historiske møller i originalstørrelse på byens møllemuseum. Læs mere om Gifhorn.
Helmstedt
80 kilometer sydpå ligger den hyggelige by, Helmstedt. Lige uden for byen kan du se den største tidligere grænseovergang mellem Øst- og Vesttyskland. Læs mere om Helmstedt.
Hitzacker
40 kilometer nordpå venter der bindingsværk, toppede brosten, stokroser og masser af dværgskulpturer i byen Hitzacker, som ligger malerisk placeret på en ø, hvor floden Jeetzel løber ud i Elben. Læs mere om Hitzacker.
Königslutter am Elm
90 kilometer sydpå ligger den grønne by Königslutter am Elm, der især er berømt for sin velbevarede domkirke. Læs mere om Königslutter am Elm.
Lüneburg
Fortidens storhed er til stede overalt i Lüneburg, der ligger 80 kilometer nordvest for Salzwedel. Læs mere om Lüneburg.
Runde landsbyer
I området Wendland, få kilometer nordpå, ligger der adskillige historiske rundelingsdörfer (runde landsbyer) med velbevarede gårde omkring et grønt fællesareal. For eksempel landsbyerne Satemin og Lüdeln. Læs mere om de runde landsbyer.
Uelzen
45 kilometer vestpå ligger Uelzen, der især er kendt for sin banegård, der er tegnet af kunstneren Hundertwasser. Læs mere om Uelzen.
(Annonce)
Billeder fra Salzwedel
Kort over Salzwedel
Byer i nærheden
Gifhorn
Møller og russiske aftryk i Niedersachsen
Hitzacker
Bindingsværksby-ø ved Elben
Runde landsbyer
Oplev en perlerække af velbevarede runde landsbyer i Niedersachsen
Uelzen
Byen med den berømte banegård.
(Annonce)
Edersee
Smuk natur, hyggelige byer og en enorm dæmning.
Harzen
Skovklædte bakker og idylliske bindingsværksbyer
Ostfriesland
Flotte, flade ferieoplevelser ved Vadehavet
Weserbergland
Smukt bakkelandskab garneret med bindingsværksbyer
Bindingsværksruten
Tag på rundtur til bedårende bindingsværksbyer
Eventyrruten
Spændende byer og gode eventyr går hånd i hånd
Ruten for teglstensgotik
Gotiske mesterværker langs Østersøen
Saltruten
Cykelferie langs den historiske salt-handelsvej
(Annonce)
Rom i Flensburg
Se og smag på byens stolte rom-historie
Runde landsbyer
Oplev en perlerække af velbevarede runde landsbyer i Niedersachsen
Tyske øl
Tænk, at vand, gær, bygmalt og humle kan smage godt på så mange måder
Tysklands historie
Læs 10 nedslag i den begivenhedsrige tyske historie